I dag var ikke en helt almindelig tirsdag; det var ‘Super duper Tuesday’, den største primærvalgdag i USA’s historie. Jeg fejrede det ved at udøve min (ufortjente) borgerret og stemme. Her er en håndfuld indtryk fra en vigtig dag:
.
.
Hvad skete der i New Hampshire?
Udgivet januar 9, 2008 Fagligt , Medier , Politik , USA Leave a Comment
Som danske medier har dækket tæt, vandt Hillary Clinton primærvalget i New Hampshire tirsdag aften. Mindre opmærksomhed har det fået, at alle meningsmålinger inden valget pegede på en sejr til Barack Obama på mellem 10 og 20 procentpoint. Eftersom målinger foretaget en 2-3 dage inden et valg næsten altid rammer nogenlunde plet, har Hillarys valgsejr sendt veritable chokbølger gennem meningsmålingsbranchen. Så hvad gik der galt? Branchens mandagstrænere har pudset bakspejlet og foreslår to forskellige forklaringer:
Den første peger på den grimme tendens i meningsmålinger, der er blevet kaldt Bradley-effekten. Udtrykket refererer til respondenters systematiske tilbøjelighed til at overdrive deres (relative) opbakning til sorte politikere. Det er opkaldt efter Los Angeles’ tidligere borgmester Tom Bradley, der i 1982 til alles overraskelse snævert tabte valget til Californiens guvernørpost. Ligesom Barack Obama havde Bradley indtil valget haft en solid føring i meningsmålingerne. Den giftige cocktail af racisme og politisk korrekthed, der ligger bag Bradley-effekten, gør det notorisk svært at foretage prognoser i valgkmape, hvor den ene kandidat er sort.
Den anden mulige forklaring peger på Hillary Clintons tudefjæs-performance fra i mandags, der må blive en øjeblikkelig kampagne-klassiker. Se selv med:
Hillarys blanke øjne og bævende læber lader mig totalt kold. Medierne overdriver næsten altid politikeres strategiske overlæg, men her er kynismespiralen for en gangs skyld på rette spor: jeg tror ikke et øjeblik på, at Clintons tårer var spontane. Det er dog principielt sagen uvedkommende. Pointen er, at nogle mener, at Clinton med mandagens optrin rekrutterede en stor gruppe (især kvindelige) tvivlende vælgere – så sent, at ingen af meningsmålingerne nåede at opfange vandringen. Medierne, der elsker at svælge i personintriger, har selvfølgelig bidt sig fast i denne vinkel.
Så hvad er rigtigt? Der er selvfølgelig intet i vejen for, at begge effekter kan sameksistere. Men et nærmere kig på tallene afslører, at den ene nok har mest på sig. Se på tabellen her, sammensat af Matt Yglesias, der sammenholder et gennemsnit af meningsmålinger med det endelige resultat for hver kandidat:
Som det fremgår forudsiger meningsmålingerne faktisk Obamas og Edwards’ stemmeandele ret præcist. Hvis Bradley-effekten dominerede, burde vi i stedet se at Obamas opbakning var overvurderet og de to øvriges undervurderet i cirka lige stort omfang. Men afvigelsen er koncentreret omkring Clinton. Det peger på, at overraskelsen havde mere med hende at gøre end med Obama. Oven i det påpeger Mark Blumenthal, der har skimmet de første exit polls, at Hillarys “ekstra” stemmer især kom fra højtuddannede kvinder – næppe den vælgergruppe, hvor den skjulte racisme er størst. Endelig så vi ingen Bradley-effekt i Iowa. Tværtimod: her var Obamas sejr faktisk lidt større, end de fleste havde forudsagt.
Højtuddannede kvinder er derimod nøjagtig dem, vi ville forvente ville reagere positivt på Hillary Clintons krokodilletårer. Derfor tror jeg faktisk, ligesom Politikens USA-ekspert, at det vitterligt var senatorens påtagede flæben, der gav hende sejren tirsdag aften. Jeg holder selv mest af makro-forklaringer, hvor strukturelle og historiske faktorer gør udslaget på trods af enkeltaktørers gøren og laden. Derfor frustrerer det mig normalt, når journalister reducerer alle processer til personkonfliktet. Men jeg tror vi må sande, at et veltimet strategisk træk for en sjælden gangs skyld har gjort en substantiel forskel i en valgkamp – nøjagtig som medierne hævder. Ligesom et ødelagt ur, der viser rigtigt to gange om dagen, fik hestevæddeløbsjournalistikken denne gang fat i den lange ende.
.
.
Opmærksomme læsere kan sikkert stadig huske de snarlige gode nyheder, jeg lover i nedenstående indlæg fra den fjortende november. Når bloggen her holdt en lang feriepause, skyldtes det mest af alt eksamens- og juletravlhed; men også, at de annoncerede gode nyheder lod vente på sig meget, meget længe. Den gode nyhed var selvfølgelig min artikel i Politiken om det amerikanske præsidentvalg. Jeg sendte den ind omkring femte november, og den blev optaget meget kort efter. Så da jeg skrev indlægget på bloggen den fjortende, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, det kunne vare meget længere. Men det gjorde det.
Artiklen endte med at blive trykt 1. januar, altså næsten to måneder efter jeg sendte den ind – og mere end to måneder efter jeg satte mig til tasterne. Grunden tror jeg er enkel nok: avisen skønnede, rimeligt nok, at artiklen er mest relevant umiddelbart op til Iowa-valgmøderne 3. januar. Men det betød i mellemtiden et langt og nervepirrende limbo for mig selv, hvor jeg ikke vidste, om artiklen i sidste ende var købt eller solgt.
For at give et billede af, hvor dramatiske to måneder, det egentlig var, har jeg gengivet RealClearPolitics‘ løbende gennemsnit af de nationale meningsmålinger af det republikanske præsidentkapløb. Selvom nationale meningsmålinger på mange måder er misvisende, indfanger grafen nogle af kapløbets centrale dynamikker.
Som sagt sendte jeg min artikel ind lige ved 1-tallet. Husk at artiklens hovedpointe er, at Giuliani mod alle (forudgivne) odds nyder overvældende succes i primærkapløbet på bekostning af det kristne højres kandidater. Hvad sker der, netop som jeg har sendt artiklen afsted? Giuliani styrter i meningsmålingerne. Næsten lige så stejlt, som han falder, stiger – hvem ellers – den kristent-konservative kandidat, Mike Huckabee. Det når dertil, at min artikel ser håbløst uaktuel ud omkring jul. Faktisk virker den også noget bedaget da den trykkes 1. januar. Men det er jo heller ikke så mærkeligt, når den er skrevet næsten to måneder forinden.
Når jeg alligevel har det udmærket med, at den bliver trykt, skyldes det at jeg stadig tror på kernen i min analyse. Giulianis succes er overraskende, og den skal tilskrives terror-priming af en stor gruppe vælgere. Og det kristne højre står vitterligt usædvanligt svagt – det inkluderer Mike Huckabee, en jammerligt uerfaren kandidat, hvis nominering vil være en katastrofe for det Republikanske parti (og som af samme grund er højst usandsynlig).
Så vidt min artikel. Snart (og jeg mener snart) offentliggør jeg mine sidste øjebliks-spådomme om amerikansk og dansk politik i det kommende år.
.
.
Dagens valgresultat var en skuffelse i sværvægtsklassen for mig. Trods hån fra alle sider har jeg aldrig lagt skjul på, at jeg stemte på Ny Alliance. Indtil meget tæt på det endelige resultat så det faktisk også ud som om, jeg dermed havde bidraget til at tage en ordentlig bid ud af Pia Kjærsgaards indflydelse i dansk politik. Men som en deus ex machina kom et færøsk mandat ind fra den bidende Nordsøkulde og sikrede VKO-flertallet endnu en 3-4 år i dansk politik.
Oven på den kolde afvaskning er der nogle høner, der skal plukkes. Inspireret af den altid seriøse amerikanske tv-vært Stephen Colbert, blandt hvis indslag hører Tip of the Hat, Wag of the Finger, retter jeg her:
en løftet pegefinger til playboy-sølvræven Asger Aamund, der få dage inden valget nedsablede Naser Khaders håndtering af valgkampen. Aamund, der i parentes bemærket havde helt ret i sin kritik, stak dermed en kæp i hjulet på det parti, han selv støttede i foråret. Et privat telefonopkald til Naser kunne vel at mærke have overbragt budskabt – men Aamund havde vel brug for at se sig selv i overskrifterne. Det kom han. Men samtidig bidrog han endog ganske meget til, at en stor flok V- og K-vælgere i sidste øjeblik fik kolde fødder. Som resultat er Pia Kjærsgaards indflydelse i dag mangefold større, end den kunne have været. Han skulle skamme sig, skulle han.
et løft på hatten går til den knivskarpe Ole Birk Olesen, redaktør for den kompromisløst borgerlige netavis 180 grader. Han fastholdt til det sidste, at samvittighedsfulde borgerlige vælgere burde stemme på Ny Alliance. Modsat jammerligt mange andre har Ole Birk ikke glemt, hvor meget borgerlig politik der er ført de seneste år (et tip: ikke meget). Havde flere udvist samme klarsyn som redaktør Olesen, havde Danmark været et friere land i dag. Hatten af for det!
Det var alt for nu. Jeg vender snart tilbage med gode nyheder. Stay tuned!
.
.
Et ætsende realistisk indblik i det hårde gademiljø
Udgivet november 1, 2007 Uncategorized Leave a CommentDen danske boulevardpresse svælger ofte og gerne i historier om det kriminalitetsplagede USA. Skulle man tro den typiske bladsmøre hjemmefra er USA et land på kanten af borgerkrig, hvor skiftende fraktioner, bevæbnet til tænderne, udkæmper en blodig kamp om herredømmet i gader hensat i et lovløst voldskaos. Private borger lever som fanger i eget hjem, taget som gidsler i en krig de ikke har valgt.
Lad mig starte med at sige, at det er præcis sådan det er. Ingen kan hæve sig over mængden. For at kunne gå i fred må man vælge side. Den eneste måde, man kan komme til at gå i fred, er at alliere sig med en af det hårde gademiljøs bander. For en splejset, metroseksuel akademikersøn som jeg selv er det ikke nemt. Jeg har brug for min kop grøn te med ingefær og citron efter en lang arbejdsdag. Mit yndlingsværktøj er en negleklipper. Og en gang imellem må jeg bare have en ordentlig omgang wellness.
Heldigvis fandt jeg i dag en gadebande, der passer nøjagtig til mit niveau af rå maskulinitet:
Gadekrig er fabulous.
.
.
Min mor deltager i en konference i San Francisco i disse dage; i går kom hun på besøg hos mig. Hun er en spagfærdig lille dame, der ikke bryder sig om fart og tempo, så hun ankom selvfølgelig i en fornuftig, beskeden lille bil:
.
.
Først lidt billeder:
… Og så filmene, skudt i ultra-impressionistisk længde. Først et glimt af Mette i San Franciscos turistfælde numero uno, sporvognene:
… og undertegnede, med badass-attitude, men, som altid, en rædselsslagen lille dreng indeni:
Til sidst, en vaskeægte sælmøffer.
(som det kan høres på den ustyrlige latter morede sælmøfferen mig langt ud over astændighedens grænser.)
.
.
.
.
Een af mine (talrige) personlige kæpheste om den politiske debat er, at selvudnævnte eksperter alt for sjældent sætter sig selv på spil. Såkaldte analytikere som Qvortrup, Larsen og co. slipper alt for ofte afsted med vage, flertydige udsagn om, hvordan fremtiden vil forme sig. Hvis de forstår sig så godt på politik, hvorfor kan de så ikke sige en brik om hvad fremtiden bringer? (Hvis svaret er, at politik er et komplet kaotisk system, fair nok. Men så er der jo ingen grund til at lytte til dem til at begynde med).
Jarl Cordua, freelancekommentator på den fortrinlige Jarls Blog, er en af de få der tør gå planken ud og komme med konkrete forudsigelser. Det gik galt, da han her til august med stor selvsikkerhed spåede et septembervalg. Men modsat alle andre tør han i det mindste lægge hovedet på blokken.
Derfor er jeg glad for at den amerikanske politikportal RealClearPolitics har givet alle mulighed for at teste deres politiske forsyn. De har lanceret Real Clear Fantasy Election 2008, der er ligesom DR’s virtuelle cykel- eller fodboldhold, men baseret på det amerikanske 2008-valg. Man spiller med matadorpenge og vinder, hvis man gætter rigtigt om valgets forløb og udfald. Mit analytiske strålesyn har naturligvis forlængst gennemlyst det amerikanske valg, så jeg spiller gerne med. Her er de begivenheder, jeg har spillet på:
- Al Gore stiller op: Satser imod. Det tror jeg ikke en meter på. I dag lever Al Gore en politisk rockstjernetilværelse, hvor han tager sig fyrsteligt betalt for at spille violin for det globale klima. Da han var politiker var han kendt som “Al Bore” – nu elsker alle ham. Han har allerede tabt to præsidentvalgkampe. Det gider han ikke igen.
- Valgdeltagelse over 60%: Det er lidt satset, men jeg tror på det. Ræsonnementet er, at det er et åbent valg med to nye kandidater. Det gør valgudfaldet usikkert. Usikkerhed om resultatet øger som regel valgdeltagelsen.
- Clinton som Demokraternes kandidat: Uden tvivl. Clinton har den her nominering lukket og låst. Efter al sandsynlighed bliver hun USA’s fireogfyrrende præsident. Hun fører stort i alle meningsmålinger og er skræmmende driftsikker. Hun er så disciplineret at hun får Anders Fogh til at ligne Boris Jeltsin på pubcrawl.
- Demokraterne vinder Virginias Senat-sæde: Jeps. Det er mere på detailplanet, men kort inden jeg satsede annoncerede den megapopulære Mark Warner, at han stiller op til senatsvalget i Virginia. Den plads tager han snildt. Han er en stjerneeffektiv JFK-type, der er fremtidens mand i det Demokratiske parti. Derfor tilhører Virginias (i dag Republikanske) senatssæde Demokraterne efter november 2008.
… Det er altså mine bud, som jeg indgik for en uges tid siden. Hvordan er det så gået siden?
Jo, den er god nok: tab over hele linjen. Havde det været rigtige penge have jeg tabt omkring 8000 kr. Det får mig ikke til at tvivle på mine investeringer. Men indtil videre holder jeg mig nok til at være høj i hatten for matadorpenge.
.
.
I et af mine mange svage øjeblikke besluttede jeg mig i sidste uge for at stille op til International Houses bestyrelse. Set i bakspejlet er jeg ikke helt sikker på hvorfor. Det tager lang tid og er totalt ulønnet. Måske tanken om mine gamle RU-kammerater, der om ikke så længe er MF’ere, jog en bitter djævel i mig; måske jeg mindedes min dekadente playboytilværelse i sluthalvfemserne som kæphøj og splejset elevrådsformand på Lundtofte Skole. I hvert fald kastede jeg mig ud i, hvad der skulle vise sig at være en større affære her på stedet. Huset arrangerer valgmøder, sætter plakater op og sender stemmesedler rundt.
Indtil videre har jeg mest nydt positiv spin. For eksempel læste jeg i går i International House’s nyhedsbrev, The Free Press, og så til min overraskelse at jeg stod blandt dets anbefalede kandidater:
Stavefejl til side kan jeg til (mis?)fornøjelse konstatere, at jeg en uge inde i valgkampen er kendt som en geschæftig budgetbisse. Det har jeg det helt fint med. Takket være store pengedonationer og et ubeskedent huslejeniveau har International House flere penge, end de ved hvad de skal bruge til. Resultatet er en bugnende pengekasse, et utal af hel- halv- og irrelevante servicetilbud og en grotesk overbemanding (omkring 140 ansatte til omkring 600 beboere. Til sammenligning har Egmont vel en 15-20 til knap 500!).
Alle de andre kandidater er nær ved at boble over af idéer til hvordan man hurtigst muligt kan brænde kapitalen af. Jeg skal gerne være den, der nu og da minder dem om, hvorhen veje brolagt med gode hensigter fører.
.
.
